BusIness

Ford får dansk vellyd




Når den nye Ford Fiesta kommer til Danmark om nogle måneder, er der hørbar dansk teknik ombord.
Ford vil demokratisere lækker lyd i biler, og når den nye Ford Fiesta dukker op til sommer, er der derfor mulighed for at bestille den med et særligt musiksystem, hvor B&O Play er en vigtig del af løsningen.
Målet er, at man skal kunne købe det opgraderede musiksystem til en lav pris, men endnu er der ingen konkrete tal på bordet. Men det skal være billigt, ellers giver det ingen mening, fortæller Fords eksperter til Motor. Det er første gang, at et så avanceret lydsystem dukker op i en så lille bil.
Ti højttalere leverer lyden
Danske Bang & Olufsen solgte i 2015 sin afdeling for lydsystemer til biler til det amerikanske firma Harman, og det er med den baggrund, at B&O Play nu dukker op som en mulighed i en lille og økonomisk bil som Ford Fiesta.
Udviklingen af lydsystemerne er foregået som et samarbejde mellem både Ford, Harman og Bang & Olufsen i Danmark. Resultatet er blevet et lydsystem med ti højttalere, der drives af en B&O Play-forstærker med 675 watt.
Spotify med i købet

Lydsystemerne er specifikt udviklet til Ford Fiesta, og der findes to versioner til henholdsivs den tredørs og den femdørs.
Sammen med det nye lydsystem har Ford udviklet Sync-3 systemet, der er betjeningsfladen til lydsystemet. Her kan man bestemme, om lyden skal komme fra radio, DAB+, CD-afspiller, Apple Carplay, Android Auto eller fra den indbyggede Spotify-app. Det er gratis, hvis man benytter en lav lydkvalitet, men kræver abonnement, hvis man vil have fuldt udbytte af højttalernes evner.

To Top